Den stille uge

Den stille uge – en kort introduktion til liturgien

Pave Pius XII gennemførte i årene 1951-56 en gennemgribende nyordning af den stille uges liturgi. Undertiden forbinder vi liturgireformen i den katolsk kirke til andet Vatikanerkoncil og årene derefter, men den første store ændring fandt altså sted allerede under Pius den XII.

Hensigten var at ”levendegøre” liturgien, således blev påskevigilien i mange år fejret ganske tidligt påskelørdag morgen, og kun med ganske få deltagere.

Pius XII ønskede at føre liturgien tilbage til oldkirkens form, så vidt man kunne rekonstruere den. Det som i dag står som de mest betydningsfulde gudstjenester i hele kirkeåret, er altså frugten af hans ønske om at hele kirken – altså hele kirkefolket – og ikke kun præster og biskopper – ville fejre påskens mysterium.

 

Palmesøndag

Den stille uge indledes med Palmesøndag. Som navnet allerede siger, så mindes kirken den dag, Jesu indtog i Jerusalem. Menigheden mødes uden for kirken, hvor palmegrene bliver velsignet, det vil sige, hos os i Danmark, i mangel af palmer, bruger vi ofte buksbomgrene i stedet. Her lytter vi til evangeliet om Jesu indtog, og går dernæst til kirken, hvor liturgien fortsætter.
Centralt i messen står lidelseshistorien. Den læses uden lys og uden den sædvanlige indledning med ”Herren være med jer…”

Lidelseshistorien læses af mange forskellige oplæsere, der har forskellige stemmer: Peter, Pilatus, folket og Jesus.

I middelalderen opførtes her mysteriespil, altså en gengivelse af hvad der skete langfredag. Det sker ikke mere, men man har bibeholdt at hele menigheden inddrages – den læser således folkets eller skarens stemme.

 

Skærtorsdag

Det jødiske døgn begynder ved solnedgang – og ikke som hos os: ved midnat. Det betyder, at langfredagen allerede er begyndt, da Jesus sætter sig til bords for at spise påskemåltidet.

Skærtorsdag og langfredag er derfor ikke to selvstændige fejringer, men ét sammenhængende

mysterium. Hvad der sker i nadversalen, er en foregribelse af hvad der sker på Golgata, hvor Jesus fysisk hengiver sit legeme til verdens frelse. Det sker mens påskelammene slagtes i templet, de lam som blev spist til minde om jødernes flugt fra slaveriet i Ægypten. Påskelammenes blod beskyttede det jødiske folk mod den sidste af de 10 plager, så dødsenglen gik forbi, og ikke slog den ældste i hver familie ihjel.

Påskelammet var således ikke et syndoffer, men et offer til minde om den frihed, som Gud skænkede folket, og det blod som oprindeligt blev strøget på dørstolperne til de jødiske huse, var som en tynd hinde, der beskyttede mod døden.

Det måltid Jesus spiser med sine disciple beskytter alle der spiser af det fra en evig død.

Pave Benedikt XVI siger, at mens påskelammene slagtes og alle mener, at her sker det betydningsfulde, finder der uden for byen, i overværelse af en lille skare, en kosmisk litugi sted, der for altid forandrer menneskets forhold til Gud.

 

Messen skærtorsdag begynder meget festligt, og under gloria, som synges for første gang siden fastetiden begyndte, ringer alle kirkens klokker, både udvendige og indvendige, for så – ligesom orglet, at blive tavse indtil gloria synges påskenat, hvor de samme klokker med jubel forkynder opstandelsen ud over byens gader og veje.

Evangeliet er fra Johannes, og handler om fodtvætningen, hvor Jesus, som tjener, bøjer sig for at vaske disciplenes fødder, noget som var et slavearbejde. Derved viser han, hvordan den sande magt altid er i tjeneste for medmennesket.

Messen afsluttes med en takkebøn, men uden velsignelse. i stedet afdækkes nu alteret, det vil sige dug, alterlys, blomster tages væk, indtil alteret står nøgent tilbage. Tabernaklet bliver tømt, og evighedslampen slukket. Dernæst bæres sakramentet til det sted, hvor menigheden vil mindes Jesus i Oliehaven. Det sker enten i selve kirken, eller f.eks. i menighedssalen, hvor menigheden så kommer og går i løbet af aftenen, for i stilhed at våge – en time eller mere – sammen med Jesus i hans kamp mod ondskab og intethed.

Messen finder altid sted om aftenen eller om eftermiddagen.

Der er normal kun én messe i hver kirke, for at understrege enheden omkring Kristus. Men hvis der er forskellige sproggrupper som skal benytte kirken, må der nogen gange fejres flere messer.

 

Langfredag

Er kirken tom. Der er ingen lys eller blomster. Tabernaklet står tomt, evighedslyset slukket. Mange steder er korsene tilhyllet med et violet klæde. Kirken er i sørgedragt.

 

Langfredagens liturgi – som helst skal holdes på Jesu dødstidspunkt – kl. 15

Præst og ministranter kommer ind – og der synges ikke. De går frem til det nøgne alter, og lægger sig fladt på gulvet. Hele menigheden knæler.

Derved udtrykkes, hvor elendigt vi mennesker ville stå, hvis ikke Kristus havde forløst os. Uden korsets offer ville vi for altid klæbe til støvet, udleveret til evig død.

Der fejres ikke messe, for Kristus hænger så at sige selv på korset, så messeofferet giver ingen mening denne dag.

Gudstjenesten begynder med en bøn – dernæst følger læsninger fra det gamle testamente om Herrens lidende tjener. Så følger lidelseshistorien, som læses på samme måde, som palmesøndag.

Dernæst beder kirken. Fra ældgammel skik beder vi nu for paven, kirken, dem, der har det svært med troen på Kristus, og for hele verden. Vi ber om velsignelse af hele skaberværket, om fred og forsoning, som alene kan komme fra korset.

Efter lidelseshistorien går præst og ministranter ud af kirkerummet, for at hente et med et purpurrødt klæde tilhyllet kors.

Når han kommer ind, afdækkes en enkelt af korsets arme, mens præsten løfter korset og siger: Se det korsets træ, hvorpå verdens frelse hang. Hvorpå menigheden knæler i tilbedelse.

Lidt længere fremme i kirken vises korsets anden arm nu frem, og igen siges ordet om korsets mysterium.

Endelig – fremme ved alteret, tages klædet helt væk, og det åbenbare kors vises frem til tilbedelse.

Denne successive afsløring af korset, viser hvordan korsets mysterium kun efterhånden lader sig begribe i tro. Selv for den dybest troende og mest reflekterede teolog fremstår korsets lidelse med en gådefuldhed, som vi aldrig forstår til bunds.

Hele menigheden kommer nu frem og knæler enkeltvis foran korset, eller kysser det. Dette gribende udtryk for hvordan Kristus bærer os alle, med hver vores synd og livssmerte, angst og mørke, og møder os med sin kærligheds lys.

Nu følger så en enkel nadverhandling. Kommunionen hentes fra det sted, hvor den blev bragt hen til tilbedelse dagen før. Mange steder bruges her klaptræer i stedet for klokker. Deres hårde slag markerer langfredagens mørke.

Så modtager menigheden kommunionen for at være forbundet med korsfæstede, og for at blive delagtige i hans hengivelse til Faderens gode vilje og til menneskene.

Gudstjenesten slutter uden velsignelse eller udgangssalme. Menigheden forlader i stilhed kirken.

Denne dag optages der ligeledes efter ældgammel skik en kollekt til fordel for kirken i det hellige land, som i disse år har enormt svære kår. Pave Frans har gjort til en vane meget regelmæssigt at ringe til den lille menighed i Gaza, for at udtrykke sin solidaritet. Vi kan gøre det ved at bidrage til kollekten.

 

Påskelørdag

er kirken tom. Der finder ingen gudstjeneste sted. Alt er lukket ned. Det er dagen for ”nedfaren til dødsriget…” – hvor Jesus lå i graven – eller som den ortodokse teologi især er optaget af: det tidspunkt, hvor Jesus frelser dem, der var døde før ham, trækker den gamle Adam og den gamle Eva op af graven

 

Den største af alle nætter – påskenat

Påskenat – påskevigilien og påskemessen – fejres ”natten” mellem påskelørdag og påskedag

Den største af alle nætter, den nat som alene blev givet at kende sted og time for opstandelsen, som Augustin udtrykker det i påskelovsangen, som han skrev til påskelyset, det overstore lys, som er tegnet på den korsfæstede og opstandne.

Dette er kirkens næstældste gudstjeneste – efter søndagsmessen. Allerede fejret som vågenat fra begyndelsen af år 100.

Menigheden samles, når det er blevet mørkt uden for kirken. Her tændes påskeilden og påskelyset indvies.

Det bærer både et årstal (nu 2025 – opstandelsen er stadig aktuel og evangeliet virkelighed i vor tid) og de fem nagler, der markerer Jesu sårmærker, fra sårene i hænder, fødder og i siden.

Den opstandne er stadig også den korsfæstede, og disciplene identificerer ham således på sårmærkerne: ”Da viste han dem sine hænder og sin side…”  Den opstandne er mærket af den lidelse, han har gennemlevet, lidelsen glemmes aldrig, men den forløses. I opstandelsen indtræder vi med hele vor tilværelse, og ikke bare livets ”lyse timer”.

Påskelyset bæres nu ind i den mørke kirke, hvor menigheden i mellemtiden er kommet på plads. Tre gange lyder nu: Lumen Christi – Kristus er verdens lys – og menigheden tilbeder den opstandne. Menighedens lys tændes og hele kirkerummet fyldes med det varme lys fra opstandelsen.

Så følger lovsangen til påskelyset, som er forfattet af kirkefaderen Augustin (+430). Her hedder det blandt andet: ”Og lykkelig var Adams brøde, der fortjentes at sones ved så stort et offer.” Logikken er: Det var da alligevel ikke så katastrofalt at Adam spiste af kundskabens træ, for hvis han ikke havde gjort det, ville vi ikke have haft en påske, og det ville da alligevel have været en skam. Det er den katolske trosglæde og skabelsesoptimisme, som vi har arvet fra den gamle pagt (jøderne), som træder igennem her – i tekst helt fra antikkens kirke. ”Gud er den, som alt ondt med visdom vender, at det godt må falde ud” (Grundtvig)

Nu sætter menigheden sig, og lytter til de store læsninger, om verdens skabelse (alt bliver nyskabt i den opstandne), udtoget gennem det røde hav (den første påske og den nye påske), og beretningen om Abraham, der skal ofre sin søn, hvilket alligevel ikke skal gennemføres (Kristi offer træder i stedet for alle menneskeofre). Der kan også læses indtil 4 flere af de store læsninger fra det gamle testamente, der alle læses i lyset af påskens evangelium.

Nu lyder kirkens klokker, indvendige og udvendige og gloria synges med påskeglade stemmer, mens påskeglæden forkyndes ud over hele byen – for dem som tror, såvel for dem, som ikke tror, for påsken med påskens håb har betydning for alle.

Dernæst fortsætter messen og efter læsningen lyder påskens trefoldige halleluja – hvorpå påskeevangeliet læses.

Efter nattens prædiken, følger nu dåbsceremonien. Dette er fra oldkirken det privilegerede tidspunkt for dåb af voksne.

Men inden dåbsvandet indvies, synges allehelgenslitaniet, hvor helgenernes forbøn påkaldes. Alle disse store skikkelser er hver for sig mennesker, kristne, der har gjort det lettere for andre at tro. Så forskellige de end var, og så forskelligt deres liv var i de forskellige tider og kulturer, har de det tilfældes at de levede påskens tro.

Så følger indvielsen af dåbsvandet, og menigheden bliver spurgt om den stadig tror. Der er jo gået et helt år siden sidste påske, så det kan man ikke tage for givet.

Tro er ikke en fast størrelse, den skal vokse og modnes, og år efter år står vi som mennesker et nyt sted, og forstår påskens budskab på en ny måde. Derfor giver det god mening at spørge menigheden, som på den måde fornyer deres dåbsløfter.

Præsten bestænker nu menigheden med det nyindviede dåbsvand, og smil går over menigheden, når præsten går rundt i kirken og sprøjter vandet ud over alle.

Så fejres nadverliturgien og menigheden modtager den opstandnes legeme og blod.

Til slut lyder velsignelsen over menigheden, som sendes ud i verdens mørke som klumper af lys, af opstandelsen lys….

Mange steder samles menigheden derpå for at ønske hinanden påskens glæde. Dette er natten over alle nætter, og påsken fortsætter i 8 dage (oktaven) fordi så megen glæde må fylde flere dage – ligesom når eventyrets prins og prinsesse får hinanden. Påsketiden – festen over alle fester – varer hele syv uger indtil pinse, og er derfor bemærkelsesværdig længere end fastetiden.

Glædelig påske! Herren er virkelig opstanden, og set af Simon!

 

Jesper Fich op